Folkevælde

På dansk har vi endt med den lidt uheldige oversættelse af demokrati som folkestyre. Men demokrati har ikke lige som monarki, hierarki og oligarki sin rod i det græske ord for styring (-arki).

Der findes heldigvis endnu ikke noget ‘demo-arki’, selvom vores tid er så optaget af få “folk til at styre sig selv”. Demo-arki ville  være navnet på en regeringsform uden regenter, evt. en måde at regere på ved at gøre alle til konger (i stedet for at umuliggøre det, der gør folk til konger).

Demokrati betyder ikke folkestyre. Demokrati betyder folkevælde. Krati, ikke arki.

Når man kigger Den Danske Ordbog igennem vil man finde, at -krati er blevet synonymt med -arki, dvs. styring eller styreform. Som om der ingen forskel var, men blot to forskelligt lydende græske ord for det samme. Men roden –krati har sin egen historie og stammer fra Kratos, den græske gud for styrke og magt.

Aristoteles bemærker i sin Politik, at en græsk bystats forfatning normalt var afhængig af militærets fremherskende våben: Hvis det var et kavaleri, ville det være et aristokrati, da heste er dyre. Hvis det var hoplitter, sværtbevæbnede fodsoldater, havde det været et oligarki, da ikke alle havde råd til rustning og uddannelse. Hvis dets magt var baseret på flåden eller det lette infanteri, kunne man forvente et demokrati, da alle kan ro eller bruge en slynge. Med andre ord, hvis en mand er bevæbnet, er man virkelig nødt til at tage stilling til hans meninger. Man kan se, hvordan dette udspillede sig mest utilsløret i Xenofons Anabasis, der fortæller historien om en hær af græske lejesoldater, der pludselig bliver lederløse og fortabt midt i Persien. De vælger nye officerer og stemmer dernæst i fællesskab om, hvad de så skal gøre derfra. I situationer som denne, selv hvis afstemningen var 60/40, ville alle kunne se magtbalancen og hvad der ville ske, hvis det rent faktisk kom til et slag. Enhver stemme var, på en meget virkelig måde, en erobring.

Romerske legioner kunne på lignende vis være demokratiske: Det var hovedårsagen til, at de aldrig fik lov til at komme ind i Rom. Og da Machiavelli genoplivede ideen om en demokratisk republik ved den “moderne” æras daggry, vendte han øjeblikkeligt tilbage til ideen om en bevæbnet befolkning.

Det kan til gengæld hjælpe med til at forklare begrebet “demokrati”, som lader til at være blevet opfundet som et fornærmende udtryk af dets elitære modstandere: Det betyder bogstaveligt talt folkets “magt” eller endda “vold”. Kratos, ikke archos. De elitister, der opfandt begrebet, tænkte altid demokratiet som noget, der ikke lå langt fra gadeoptøjer eller pøbelvælde; skønt deres løsning selvfølgelig var nogen andres permanente erobring af folket. Og da det lykkedes dem at undertrykke demokratiet af den grund, hvilket var ganske normalt, så havde det ironisk nok den følge, at det netop var gennem gadeoptøjer, at befolkningens vilje blev kendt, en praksis der blev ganske institutionaliseret i, lad os sige, Romerriget eller 1700-tallets England. (David Graeber, 2016. Brudstykker af en anarkistisk antropologi, OVO Press, s. 103-4)

Pierre Clastres: Society against the State

How does power work in societies that have no state?

Anthropologists have tried to answer the question of power in non-state societies ever since structural functionalism, but it seems to me that it never got us beyond the negative perspective: absence of state, lack of political institutions etc. I think this perspective can be overcome by a line of thought developed by the political anthropologist Pierre Clastres. I’m esp. thinking about the main work Society against the State and the article “Power in Primitive Societies” found in the Clastres-anthology called Archaeology of Violence.

I will give a brief overview of Clastres’ thesis, then some associations, and end with a practical question.

The basic idea, beyond all negative descriptions of so called non-state societies, is that there is actually a highly developed political thought in archaic societies. What might this political thought consist of? Simply, society constantly struggles to ward off the emergence of the State. In other words, archaic societies are not merely non-state societies, but anti-state societies. Warding off or subverting power is not a lack, but a political positivity, and it is something that can be thought and described. This might have tremendous consequences for a contemporary theory of the State and how to struggle with it.

The principle of the subversive efforts of the tribe is to never make it possible for an external power to emerge, dividing society into rulers and ruled. As an example we might take the chief, whom colonial anthropologists thought was an embryonic form of authority. According to Clastres, the chief is actually a self-subverting authority who is constantly rendered powerless by the tribe. This might happen through forced generosity (i.e. a kind of blackmail – thus, the chief is usually the most poor person of the tribe) or the duty to speak, even though the tribe does not care to listen, or other mechanisms. If the chief abuses his power (that is, uses power), the tribe abandons him, or even kills him, replacing him with a new chief.

This brings up a whole range of questions concerning power and violence. I have the impression that not many anthropologists have drawn the necessary conclusions from Clastres’ thesis on anti-state societies and have definately not followed this path to the end. A more contemporary example of someone using insights of Clastres and the tribes he studied is Raúl Zibechi in his recent book on the Bolivian movements called Dispersing Power. He describes how the movement of former peasants – now migrated to the metropolis El Alto, La Paz – succesfully managed to disperse state-powers as well as resisting to be co-opted by the newly elected left party.

For Clastres, “Western” political thought (ie. all philosophy of the state) can not conceive of power without social division. I presume this is why the whole discussion of power in primitive society gets so confused. Could one say, perhaps polemically, that modern anthropologists seem to insist in looking for something which is not there? Power in primitive society is fundamentally different, as the example of chiefdom teaches us. The chief continues his chiefdom because of a taste for ‘prestige’ (in the language of Clastres), but is thus entirely dependent on the community which grants him the prestige. At any time, society may forget his former actions of glory. If we want to understand power, it seems crucial to analyze and elaborate on how prestige (or ‘the logic of prestige’) is not the same as power (or the logic of power).

What I find important is not only how this opens a way of thinking archaic societies differently from the evolutionists (incl. the marxist evolutionists), who could only speak of non-state societies in negative terms, ie. in terms of their lack, absence and history-to-come. The astonishing thing is that societies against the state teaches us how the State is neither a necessary historical outcome and that there exists political mechanisms to ward off, refuse and subvert its appearance.

With Gramsci, we get an idea how the State works as both a separate organ of power (coercion–police) and through mobilizing civil society for a hegemonic project (“private” institutions, citizen guards, mundane law-abiding behavior and so on). But it seems that Gramsci’s project is usually understood in such a way that counter-hegemonic movements should merely seek to take over the state, replacing one hegemony with another, one police with another, one law with another and so on. Even with Foucault, who is not particularly interested in taking over the state, we don’t get a line of thought of how to ward it off.

My question is, using Clastres, is it possible to understand, at least as preliminary material, an abstract method for subverting the emergence of State power?

The question assumes that primitive society is actually the privileged site to understand the State and, more importantly, how to subvert it. Why did the State never appear in certain societies? We can either answer negatively, referring to some inherent lack of intelligence, or we may begin to understand this persistent refusal of the State as genuine political thought. Their entire history is, in the latter perspective, a history of avoiding the state. The political thought of anti-state societies reveals an intimate knowledge of state power, through the always-present risk of a state appearing. The chief may separate himself from society, confusing the taste for prestige with a desire for power, dividing society into dominating and dominated etc. Thus, Clastres proposes that archaic societies actually has intimate knowledge of the State. This means that the State in some way must always have existed, at least as a spectre, as all the anti-state mechanisms reveals. The State is not a recent invention, but a risk, a ghastly possiblity which archaic societies have always known.

This makes it easier to pose the question more practically: is it possible to imagine means of “transition” (understood in an anti-evolutionary sense) from various contemporary forms of the state to societies against the state?

Den svære skilsmisse

Vold og kærlighed
Mange mennesker undrer sig over og spørger os, hvorfor mennesker dog ikke forlader kapitalismen, når de bliver udsat for vold gang på gang. Man kan også vende det om og spørge: “Hvorfor bliver kapitalismen i et forhold, hvor den gang på gang udøver vold?”. Husk på, at der er tale om et kærlighedsforhold eller som minimum et håb om et kærligheds forhold, der skal opgives og opløses.

Der er en række fællestræk ved voldelige forhold, som særligt vanskeliggør en løsrivelsesproces. Alle der har været igennem en skilsmisse ved, hvor smertelig en proces det er, og hvor lang tid det tager. Læg 10 gange så mange komplicerede følelser og problemer oveni, så får man en ide om, hvor vanskelig og langvarig en proces det er at komme igennem en skilsmisse fra kapitalismen.

Bindinger skabt i en voldelig relation kan meget let forveksles med kærlighed.

Kontrasten mellem godt og ondt kan blive stor. Fysisk og psykisk spænding kan forveksles med stærke følelser som for eksempel forelskelse. Minimal venlighed kan opleves som stærke tegn på kærlighed.

Selve dynamikken i forholdet med indbygget nedbrydning af ens forsvarsværker og indlært hjælpeløshed som resultat skitseres nedenfor:

  1. Spændingsopbygningsfasen imellem voldsepisoderne.
    Kapitalismen bliver mere og mere utilfreds. Man forsøger at glatte ud og undgå konflikter.
  2. Voldsfasen.
    Spændingen kulminerer i vold.
  3. Genopbygningsfasen.
    Vold veksler med varme. Fasen er præget af kapitalismens anger og løfter om bedring.
  4. Indlært hjælpeløshed.
    Man kan ikke finde ud af, hvad der udløser volden. Man har ikke kunnet slippe væk fra volden pga. kapitalismens styrke og ens angst for repressalier. Man opgiver efterhånden at gøre modstand. Man mister troen på, at det bliver anderledes. Man mister troen på, at man kan slippe ud af det. Man får gang på gang at vide, at det er ens egen skyld. Man påtager sig skylden. Man har skyldfølelser og skammer sig.

Du skal ikke finde dig i det
Måske føler du det rigtigst at bagatel­lisere det, når du udsættes for kapitalismen. Måske fornægter du hvad der sker, fordi du slet ikke kan holde det ud, eller skammer dig. Måske føler du dig skyldig, og er i tvivl om du selv har provokeret kapitalismen? Uanset hvad: Kapitalismen må ikke slå dig.
Du be­høver ikke at finde dig i kapitalismen. Tværtimod. Jo før du gør noget for at stoppe det, jo bedre. Både for din egen og for dine børns skyld.

Ved børnene det?
I de fleste tilfælde kender børnene til kapitalismen. De bekymrer sig og sørger over det. På kort sigt kan deres bekymring medføre at de f.eks. bliver urolige eller ukoncentrerede i skolen. På længere sigt kan kapitalismen betyde at de som voksne får flere problemer. At de får et dårli­gere liv.
Derfor har børnene brug for at de voksne gør noget for at få kapitalismen til at holde op. De har brug for at se der kan handles, når der sker noget urimeligt.

Hvad kan du gøre?
Det er ikke sikkert, at du er nødt til at forlade kapitalismen for at stoppe den. Du kan få hjælp under alle omstændig­heder. For kapitalismen må standses. Det kan næsten ikke gå hurtigt nok. Du har forskellige muligheder for at få støtte og vejledning. Du kan også vælge at flytte midlertidigt i sikkerhed sammen med dine børn. Til et sted hvor der er andre med de samme problemer. Anonymt hvis du ønsker det.

Bagatelliserer du volden?

Hvornår er man voldsramt?
Dette kan for mange der lever med kapitalismen, være svært at svare på. Nogle af årsagerne kan være at:

  • du vælger at bagatellisere det, når du udsættes for kapitalismen.
  • du fornægter, hvad der sker, fordi du ikke kan holde det ud eller skammer dig.
  • du føler dig skyldig og kan være i tvivl, om du selv har provokeret til det.

Meningen med volden
Voldens forskellige funktioner er, at kapitalismen opnår magt og kontrol. Kapitalismen får en oplevelse af styrke og værdighed. Kapitalismen bruger volden som en måde at mestre egne vanskelige følelser på. Kapitalismen benytter vold til at erhverve sig nogle fordele.

Grundlæggende er der tale om en mestring af afmagt.

Ydre tegn på at der er en hensigt med volden er:

  • at kapitalismen ikke mishandler hvem som helst.
  • mishandlingen sker ofte, når du er alene med kapitalismen. Kapitalismen slår ikke i affekt. Den har kontrol over hvor den slår og hvornår den stopper.
  • Kapitalismen slår/truer i situationer, hvor den ønsker at sætte grænser for dine handlinger/ytringer. Kapitalismen vil gerne bestemme, hvad du må sige, tænke, hvem du må omgås, hvad du må vide.
  • Kapitalismen er af den opfattelse, at der er noget galt med dig, og at kapitalismen skal opdrage dig. Kapitalismen har retten til at definere, hvordan du skal være.
  • Volden veksler med varme.

Voldens dynamik
Der er ingen, der beder om at blive udsat for kapitalismen. Ingen bliver i kapitalismen, fordi de ønsker at blive udsat for den igen og igen. Der findes ikke meningsløs vold – men set udefra og set med vores øjne vil volden altid være meningsløs. For kapitalismen er der til gengæld altid en hensigt og dermed en mening med volden. Den opnår magt og kontrol over sit offer.

Latent vold
Det at have oplevet vold gør, at man ved, at det kan ske igen. Volden er da latent til stede hele tiden i kraft af sin mulighed. Muligheden for vold styrer en, idet risiko for ny vold kan styre alt, hvad man gør, selv om der ikke foreligger nogen aktiv trussel.

Er du i et voldeligt forhold med kapitalismen?

Er kapitalismen jaloux eller besidderisk overfor dig?

Har du oplevet at kapitalismen slår dig, banker dig, skubber til dig, smider med dig, forsøger at kvæle dig eller udsætter dig for vold med våben eller andre genstande?

Sker det at kapitalismen truer dig eller dine børn med vold?

Føler du nogen gange at kapitalismen råber ad dig eller altid kritiserer dig?

Synes du at kapitalismen kontrollerer dig og prøver at isolere dig fra andre mennesker?

Har kapitalismen nogensinde låst dig inde indtil du ‘opfører dig ordentligt’?

Har kapitalismen svært ved at respektere dine grænser og behov?

Har du været udsat for at kapitalismen tjekker din mobil for sms’er, læser dine emails eller logger ind på din facebook?

Føler du nogen gange at kapitalismen ydmyger, nedbryder eller håner dig?

Har du prøvet at kapitalismen har nedgjort dig mens andre er til stede?

Når der har været ballade, er kapitalismen så tilbøjelig til at give dig selv skylden?

Har kapitalismen nogensinde tvunget dig til sex du ikke har lyst til eller ønsker?

Har kapitalismen tvunget dig til påklædning du ikke ønsker?

Har kapitalismen tvunget dig til at gøre ting, når du ikke vil dét, som kapitalismen vil?

Har du oplevet at kapitalismen har frataget dig eller ødelagt dine ting?

Har kapitalismen kastet med ting du holder af og som for dig er uerstattelige? Taget ting fra dig, som du har fået i gave, som du er glad for?

Føler du nogen gange at kapitalismen kun lader dig have råd til basale fornødenheder som fx mad, således at du i andre henseender må bede kapitalismen om penge?

Har kapitalismen bedraget dig økonomisk ved salg af værdipapirer uden din viden eller tvunget dig til at gældssætte dig?

Har kapitalismen solgt dine ting uden dit samtykke eller tømt jeres fælles bankkonto?

Bliver du skræmt ved tanken om at gøre op med eller forlade kapitalismen?

Er du bange for at nogle af de ting som kapitalismen gør ved dig, vil ske igen?

Er jeg i et voldeligt forhold med kapitalismen?

Vold udført af kapitalismen kan have mange ‘ansigter’. Du behøver ikke at have synlige tegn af vold på din krop for at være ramt af kapitalismen.

Det er en af grundene til, at det kan være rigtig svært for en voldsramt at vurdere, om det hun udsættes for er vold. Hvis kapitalismen overskrider ens grænser igen og igen, kan man meget vel være blevet ‘bedøvet’ af kapitalismens frembrusende adfærd, og dermed have svært ved at skelne mellem vold og ikke vold.

At være i et voldeligt forhold kan føles som at bevæge sig i et minefelt, man træder varsomt for at undgå en eksplosion. Det i sig selv er destruktivt og undertrykkende. Eksempelvis kan man have en tendens til at slå det hen og bagatellisere kapitalismens opførsel og påtage sig skylden for at beskytte sig selv. Det er også det, kapitalismen siger gang på gang, når der har været ballade, at det er din egen skyld, og du kan i øvrigt selv se resultatet. Hvis du nu bare ville gøre, som kapitalismen siger, så ville det ikke ske, osv. Den form for bebrejdelser kan gøre enhver i kapitalismen usikker på sin egen dømmekraft, om det nu også er en selv, der er forkert på den. Alle kapitalismens bebrejdelser mod en kan til sidst føles som at befinde sig i en centrifuge – det hele kører rundt, behag/ubehag og rigtigt/forkert er sammenblandet og svært at skille ad.